Generation Z møder Baby Boomers: Gode råd til feedback på tværs af generationer

Gode råd til konstruktiv feedback mellem generationerne.

Når forskellige generationer arbejder side om side på samme arbejdsplads, kan der nemt opstå forskelle i forventninger, kommunikation og samarbejdsstil. Én af de mest følsomme – og afgørende – områder, hvor disse forskelle kommer til udtryk, er i måden, vi giver og modtager feedback på. Hvordan opfatter Baby Boomers og Gen Z feedback forskelligt? Hvordan ønsker generationerne selv at få feedback? Og hvordan kan vi bruge konstruktiv feedback til at bygge bro mellem generationerne? I denne artikel på DGA10 dykker vi ned i netop feedback på arbejdspladsen og giver gode råd til, hvordan du kan drage fordel af konstruktiv feedback med de yngre eller ældre kollegaer.

Generationerne ser forskelligt på feedback

For Baby Boomers – generationen født mellem ca. 1946 og 1964 – har arbejdslivet traditionelt set været præget af hierarkier, tydelige strukturer og respekt for autoriteter. Feedback blev historisk givet oppefra i beskedne mængder – og ofte i formelle rammer, typisk under en årlig medarbejdersamtale. Møderne var en lejlighed til at få at vide, hvad man gjorde godt – eller hvor man skulle forbedre sig – uden nødvendigvis at forvente stor følelsesmæssig håndtering.

Generation Z – de unge født fra midt-90’erne og frem – er vokset op i en helt anden kontekst. Mange er opvokset under en helt anden tilgang til opdragelse og på arbejdspladser med mere tydelige menneskelige værdier. Denne generation er derfor mere vant til løbende dialog, hurtig respons og digitale kommunikationsformer. For Gen Z er feedback mere en tovejskommunikation. De ønsker ofte løbende sparring og værdibaseret feedback, der ikke kun handler om præstationer – men også om trivsel, mening med arbejdslivet og personlig udvikling.

Når forskelle støder sammen

De her forskellige i feedback-kultur har et stort potentiale til hurtigt føre til misforståelser. En Baby Boomer-leder, der giver en kort, kontant tilbagemelding uden de store forklaringer, kan risikere at blive opfattet som kold eller afvisende af en Z’er, der havde håbet på mere kontekst og anerkendelse. Omvendt kan en leder fra Gen Z, der ønsker at give feedback på en mere uformel og dialogbaseret måde, opleve at det ikke bliver taget seriøst nok af en medarbejder fra en ældre generation, der er vant til en mere formel tilgang.

Hvis du ikke er opmærksom på forskellene som leder eller oplærer, kan de forskellige præferencer føre til frustration, lavere motivation og tabt læringspotentiale. Her kommer dogmerne fra konstruktiv feedback virkelig til sin ret. Med den rette tilgang kan generationsforskellene nemlig blive en styrke.

Fordelene ved konstruktiv feedback på tværs

Konstruktiv feedback har altid været et stærkt værktøj til udvikling. Når genrationerne mødes i det samme arbejdsmiljø, er konstruktiv feedback vigtigere end nogensinde før. Når feedback gives med respekt og med blik for modtagerens præferencer og perspektiv, kan det nemlig have flere betydelige fordele. Her kan feedbacken:

  • Øge forståelsen mellem kolleger på tværs af alder
  • Skabe psykologisk tryghed og trivsel
  • Forbedre samarbejdet og mindske konflikter
  • Styrke faglig og personlig udvikling

En Baby Boomer kan have stor gavn af at lære af Gen Z’s digitale kompetencer og friske perspektiver – men det kræver, at de yngre kolleger tør sige noget højt. Omvendt kan en yngre medarbejder vokse fagligt gennem feedback fra en erfaren kollega, der kender virksomhedens historie og værdier. Når begge parter går ind til feedbacken med en konstruktiv vinkel og forståelse for modpartens præferencer i feedback, kan murene nedbrydes. Husk også, at alle i en generation ikke er ens. Start med at spørge din kollega, hvordan de foretrækker at få feedback – og brug det aktivt! Det er dog kun 1 af de gode råd til konstruktiv feedback:

5 gode råd til konstruktiv feedback mellem generationer

  1. Spørg til feedback-præferencer
    Det er helt legitimt at spørge: “Hvordan foretrækker du at få feedback?” Det viser respekt og vilje til at tilpasse din stil.
  2. Vær opmærksom på tone og timing
    Gen Z foretrækker ofte hurtig, konkret feedback – gerne i øjenhøjde. Baby Boomers sætter måske pris på lidt mere kontekst og formel kommunikation. Find en balance.
  3. Brug både ros og udviklingspunkter
    Feedback skal ikke være enten/eller. Det bedste udbytte får man, når man både anerkender det, der fungerer, og konstruktivt peger på forbedringer.
  4. Skab feedback-vaner i hverdagen
    Feedback bør ikke reserveres til MUS-samtaler. Indfør en ugentlig feedbackrunde, korte check-ins eller uformelle samtaler i hverdagen.
  5. Lyt aktivt og vær nysgerrig
    Giv plads til at modtage feedback tilbage. Når yngre og ældre medarbejdere mødes i ægte dialog, styrkes fællesskabet og samarbejdsevnen.

Brobygning kræver mod og nysgerrighed

Feedback handler i bund og grund om at ville hinanden det godt. Når vi tør tale åbent om, hvordan vi foretrækker at kommunikere, og hvad vi har brug for for at lære og udvikle os, så bliver generationsforskelle ikke en barriere – men en mulighed. Det kræver nysgerrighed, tilpasningsevne og lidt mod, men gevinsterne er store: mere effektive teams, større trivsel og bedre resultater.

Så næste gang du giver eller modtager feedback, så stop et øjeblik og overvej: Hvad har denne generation brug for – og hvordan kan vi mødes midt i det?

You may also like...