På Granhøjen blev min dejlige kusine rask

Der er ofte ikke tale om lynets hast, når vi snakker udvikling af beboerne på Granhøjen. Men det ville nok også være lidt underligt.Vi har haft Granhøjen helt inde på livet – og det er jeg glad for.

Min kære kusine havde fået sig en spiseforstyrrelse, og der var ligesom ikke noget, vi kunne gøre for at få hende rask. Sygdommen fik mere og mere tag i hende, og til sidst frygtede vi faktisk for hendes liv.

Men hun kom dog i behandling, og efter hun havde taget lidt på, så var hun parat til at bo på Granhøjen med det formål at kommer tilbage til livet. Hun havde været fuldstændig virkelighedsfjern i årevis.

Det er noget underligt noget at være vidne til – at et menneske går helt i hundene, men hold op hvor er det også fantastisk at se, når de så rejser sig igen og blomstrer op og kommer tilbage med godt mod og flyver af sted.

Min kusine er i dag totalt helbredt, men skal altid bære rundt på de minder fra den tid, hvor hun var døden nær. Men jeg tror bare det minder hende om at huske og være taknemmelig over livet, vennerne og familien. I dag har hun endda fået to børn, og det var jeg da bange for, at hun ikke ville kunne oven på det sygdomsforløb.

Granhøjen var bestemt en af hovedårsagerne til at det gik så godt for hende. Læs mere her om stedet.